In the Past We Made History
–- Tina Enghoff
- Kent Klich
Tina Enghoff & Kent Klich: In the Past We Made History
I samarbejde med Anastasija (Nastija) Kiake
I 2015 oplevede Europa en stor flygtninge- og migrantkrise med over en million mennesker, der søgte asyl. In the Past We Made History er en kunstnerisk undersøgelse i form af et arkiv der sætter fokus på hukommelses- og vidnesbyrdstrategier, der ofte er fraværende i den kollektive hukommelse og den officielle historieskrivning. Arkivet, der er opbygget af mundtligt overleveret historie, fotografier, fotogrammetri og filminstallationer, danner et levende billedtæppe og åbner sig konstant for forandring og transformation. De forskellige tråde kan ses som et væld af tidslinjer, der bøjer fortid og nutid.
Arkivet sammenfletter erindringsfragmenter fra 89 steder i Danmark, der indtil 2018 fungerede som asylcentre og nødindkvartingssteder for flygtninge. I perioden 2022-24 har kunstnerne dokumenteret den arkitektur – bygninger, rum og forskellige overfladers tekstur – som dannede ramme om de nyankomnes dagligdag. Disse billeder er sammenstillet med fotografier fra danske lokalarkiver og repræsenterer en bredere migrationshistorie.
Mennesker/danskere med flugterfaring og som har en tilknytning til de lokale asylcentre og nødindkvartingssteder, har samarbejdet aktivt med kunstnerne og foretaget en udvælgelse blandt et stort antal fotografier for at etablere arkivets udformning og afgøre, hvad der er bevaringsværdigt. Arkivet folder sig således ud og fletter sig sammen i individuelle arkiver såvel som i et kollektivt arkiv, der giver mulighed for at genforhandle og genfortælle historien, samtidig med at der sættes fokus på personlige livshistorier og vidnesbyrd.
Årene 2015-18 markerede et paradigmeskifte i Danmark – fra at byde flygtninge velkommen til at føre en mere restriktiv indvandringspolitik. Arkivet In the Past We Made History har til formål at sikre denne periode en plads og beskytte betydningen af den, eftersom disse tidligere centre nu enten allerede er udelukket eller i færd med at blive slettet fra den offentlige erindring i Danmark. Dette afspejles i deres manglende tilstedeværelse i arkiverne såvel som i genanvendelsen og nedrivningen af bygningerne over hele landet.
22 personer/danskere med flugterfaring har med deres uvurderlige viden og input deltaget i beslutningerne om og udvælgelsen af dette arkiv: Abiel, Abood, Adnan, Ahmad, Fili, Eden, Ghazanfar, Ibrahim, Katja, Khaled, Mazen, Moutaz, Rahima, Rohin, Ruta, Sahl, Shoukrullah, Senait, Senait, Shewit, Yasin og Yousef. Da nogle af deltagerne har bedt om, at deres efternavn udelades, er beslutningen herom kollektiv og gælder for alle. Anastasija (Nastija) Kiake er billedkunstner, forfatter og researcher med rødder i Letland. De bor i Haag, Holland og har samarbejdet med Tina Enghoff og Kent Klich om at udvikle In the Past We Made History.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet. Kunstnernes produktion af værker til udstillingen er støttet af Billedkunstnernes Forbund, Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst, Rådet for Visuel Kunst, Grosserer L.F. Foghts Fond, Beckett-Fonden, Nordisk Kulturfond Opstart og Konstnärsnämnden, Sverige.